Blaaskjæl

Tittelen «Blaaskjæl» er høyst betegnende. Der findes baade pragtfuldere og mere imponerende væsener i sjøen end disse yderst stilfærdige skaldyr, som sitter der saa beskjedent paa sin sten og tar alt som det kommer. Men de er ogsaa nogen merklige guds skapninger naar en ser nøiere efter i deres futteraler, som er saa nydelig tapetsert med det skjæreste perlemor. Dertil kommer at de, rigtig tillavet, smaker særdeles delikat. Der er saamen fugls føde i dem og vel saa det. Det er der ogsaa i Scotts Sørlandsskildringer, enten han nu tegner smaa intime, ofte nydelige billeder fra fisket og dyrelivet, eller han spinder en ende om det eventyrlige tigerbesøk paa Langholmen, eller som Tordyvelen beretter med stille alvor og patos om hvordan et ensomt lite menneske ligger og dør. For øvrig er det visst ganske overflødig aa hverve læsere for Gabriel Scott, de kommer nok ganske av sig selv.» Gunnar Reiss-Andersen, i Haugesunds Dagblad 22. desember 1923